Konflikt – og hvad så bagefter?

Det er en spændende tid. I dag d. 31. marts ser det ud til, at den annoncerede lockout og konflikt kommer til at berøre os alle fra på tirsdag d. 2. april. Her i påsken har der været tid til eftertanke og rationalisering over egne synspunkter. Jeg tror, at folkeskolen alt inklusive* har chancen for at blive noget nyt og bedre, end vi kender det og føler os trygge ved i dag. Men hvordan når vi frem til det på den bedste måde? Mit mål er ikke at tage stilling til om jeg holder med DLF, KL eller andre der blander sig i debatten. Jeg synes faktisk at debatten vi ser i medierne er kritisabel. Det er som om, det er vigtigere at hakke på hinanden i stedet for sagligt at drøfte sagens kerne. Lad os komme videre end det!

“Aprospros: Du finder muligvis en kommafejl eller to – velkommen til at sende mig en mail med forslag til rettelser – med biologi og billedkunst som linjefag, er jeg vel undskyldt!”

Når jeg vælger at fatte pennen og skrive lidt, er det på baggrund af tanker, som strejfede mig den anden dag, da jeg sad og lavede næste års fagfordeling og gjorde mig nogle tanker om planlægningen for næste år. I øvrigt er det jo en spændende opgave, når ikke vi kender præcis, hvad vi skal planlægge efter. Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.

På den skole, hvor jeg er leder, ser jeg engagerede lærere, elever og forældre, der sammen skaber en fantastisk skole, hvor børnene trives og lærer meget. I foråret har lærerne og jeg arbejdet med at tænke nyt i forhold til inklusion, supplerende undervisning, holddeling og timer, hvor klasserne har flere voksne tilknyttet. Lærerne har budt ind med mange gode og alternative forslag i forhold til den praksis, vi har kendt hidtil. Det har været en fornøjelse gennem processen at lave skoleudvikling sammen.

“Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.”

Hvad sker der med det bærende og fantastiske engagement, hvis vi ender ud i en konflikt der gennemtvinger forandringerne, hvad enten det bliver via regeringsindgreb, tømning af strejkekassen eller lignende? Jeg håber og tror på, at det gode samarbejde vi har haft hidtil fortsat vil blomstre og udvikle sig. Får vi det grebet det rigtigt an, kan vi komme endnu videre end der, hvor vi er nået til nu. Mens debatten om konflikt eller ej kører i nyhederne og på de sociale medier, må jeg som leder gøre mig nogle tanker om, hvor vi tager fat den dag vi møder på arbejde igen.

Der er især en ting, jeg tror, vi kan og skal benytte chancen til at arbejde med. Det er ikke noget som vil forandre sig fra dag et – det vil komme lige så stille i takt med, at vi vender os til tilstedeværelsestiden for personalet på skolerne. Jeg har siden 1999, da jeg blev færdig med min læreruddannelse på Skive Seminarium, set og selv oplevet, at arbejdet som lærer fylder mentalt rigtig meget af ens tid. Snakken om, at det at være lærer er et kald, er måske ikke helt ved siden af. Det er der bestemt ikke noget galt i – det er noget af det, der er det fantastiske ved at være lærer. At få lov at se børnene lære og udvikle sig gennem de år vi har dem til låns i skolen er noget af det, der giver energi – og mentalt frirum… Der er også tider og situationer, som fylder meget, hvor vi bekymrer os for og tænker på vore elever – hvordan får vi hjulpet børnene når noget er svært, hvordan får vi dem lært at knække læsekoden, hvordan hjælper vi dem bedst til at forstå 10-talssystemet, hvordan lærer vi dem at udtrykke i følelser, oplevelser og tanker i ord og billeder? Vi tænker på det – ikke kun fra 8 til 16, men mange af vores vågne timer. Vi står til rådighed for elever og forældre udenfor, hvad der kaldes normal åbningstid. Sådan tror jeg, det altid vil være i en vis udstrækning – det er mennesker vi arbejder med. Mennesker vi har relationer til, kan vi ikke blot nøjes med at tænke på mellem 8 og 16. Dette udelukker ikke, at vi i den tid der kommer kan lære nyt, og finde nye måder at udføre vores arbejde på. Vores vaner og rutiner kan lægges om. Og hvem ved? Vil det, at vi som skolefolk primært får placeret vores arbejdstid inden for et givet tidsrum, i virkeligheden være med til at modvirke følelsen af altid at være bagefter, at der er ting vi burde have bedre styr på, følelsen af at tingene kunne gøres bedre.

Måske kan vi gribe tingene an på en ny måde og være med til at skabe et mentalt frirum og arbejdsforhold, der gør at unge mennesker også langt ind i fremtiden vil have lyst til at uddanne sig til og virke som lærere. Måske kan vi vende statistikken og være med til at sikre at ikke så mange lærere må sygemelde sig i perioder** pga. stigende arbejdspres/mismatch mellem rutiner og de opgaver som i dag forventes løst af lærerene fra politisk side. Dette bliver for mig at se en af de vigtigste opgaver for mig som leder i den kommende tid. En spændende tid med mange udfordringer, men så sandelig også en tid med mange muligheder!

Indlægget er ikke dækkende fuldt ud, men et indspark i en debat med rigtig mange interesser og synspunkter. Jeg kan ikke lade være med at se mulighederne i nye tiltag, og jeg håber, at du lige som jeg ønsker at være med til, at vi får det bedste ud af situationen, uanset ståsted og holdning til måden hele processen er foregået på. Husk, at der lige såvel skal mindst to parter til at skabe løsninger, som der skal to parter til for, at der opstår en konflikt. Med håbet om at du sammen med mig vil kigge efter muligheder for sammen at finde løsninger for folkeskolen efter en konflikt.

* mit job som skoleleder, lærernes job, elevernes hverdag, skole-hjemsamarbejdet osv.
** baseret på en fornemmelse – jeg har ikke lige evidens, statistik til at underbygge dette.

Skriv et svar