Mærk lige, mærkelige 2020

Gennem samtaler med venner, medarbejdere, familie, kollegaer og andre bekendte, har jeg de seneste uger bemærket især én sætning gå igen. “Det er godt nok en mærkelig tid”, har enten de eller jeg sagt.

Det mærkelige ved tiden har sin rod i, at Danmark nu har været lukket ned i større eller mindre grad gennem flere uger; en del mennesker er døde af Covid-19, andre er eller har været indlagt med symptomer af forskellig grad, nogle har været syge derhjemme, nogle har været syge uden at mærke det og endelig er der hovedparten af Danmarks befolkning, som ikke er syge.

Uanset om vi er raske, er eller har været syge, så er de fleste af os i stor grad påvirket af den situation vort land befinder os i.

Nedlukning, social afstand, håndvask, hygiejne, hjemsendelse med løn, hjemsendelse uden løn, afspritning, symptomfri i 48 timer – listen er lang over nye begreber og begreber der har fået ny betydning. Begreber som “social afstand”, der pludselig kan opfattes som noget positivt!

Jeg funderer på, om du – hvis du oprigtigt mærker efter – kommer til at sidde med fornemmelsen af, at der også er meget mærkeligt i den hverdag og det samfund vi kendte før nedlukningen. Hvad vil du tage med dig ind i genåbningen, af vort samfund? Hvad er vigtigt for dig at vægte og prioritere, når der igen bliver nye muligheder?

Er det en mærkelig tid?
Eller er det måske i stedet din anledning til lige at mærke efter, hvad der virkelig er vigtig for dig?

Mærk lige betydningen af dine venner, familie og andre i relation til dig


Hvem er det, som på en særlig måde betyder noget for dig? Hvem ved du, at du kan regne med – også når tiden er “mærkelig” og I ikke har mulighed for at mødes som I plejer?

Måske endda endnu vigtigere – hvem er det, der har brug for at kunne mærke, at de kan regne med dig?

Nogle af os har i tiden der ligger bag os mistet mennesker, som stod os nær. Én ting som er sikker ved fremtiden er at vi alle kommer til at miste. I de situationer er det naturlige vi mærker en sorg og savnet af de som var os kære.

Midt i sorgen og savnet står vi ofte kun med minderne tilbage. For mig er disse minder usandsynlig vigtige og kan midt i sorgen bringe glæde og trøst.

Mærk efter, hvordan du bedst muligt skaber minder nu, med de mennesker som betyder noget for dig. Minder som kan være med til at bære igennem, hvis du en dag mister.

Mærk lige betydningen af den hverdag, du normalt har, når vort land ikke er lukket

Hvad er det du savner mest, ved den hverdag du husker og kender fra før landet blev lukket ned?

Er det den kendte struktur på dagen, de daglige rutiner og vaner, som gennem år har betydet noget for dig?

Savner du den hektiske hverdag hundredevis af opgaver du skal nå på dit job, børnene der skal køres til sport, foreningsaktivitet, dine egne aftaler i det frivilige du har valgt at engagere dig i?

Hvad er i virkeligheden mest mærkeligt?
– at stresse rundt, så du ikke giver dig selv lov til at mærke efter
– at have og tid til at mærke efter og glæde sig over selv små ting?

…og hvad mon der i virkeligheden er sundest?

Mærk lige efter, hvad du er taknemlig for – uanset om samfundet er åbent eller lukket

Mit håb er, at du vil bruge tiden til at mærke efter, hvad du er taknemlig for. Dit liv bliver markant anderledes af at fokusere på det du naturligt kan glædes over og være taknemlig for end ved at ligge dit fokus på det som føles mistet, usikkert og fremmed.

Jeg er taknemlig for min familie – min hustru og mine fire børn. Taknemlig for dem hver især – de er noget særligt for mig og samlet set er de min familie. Hver for sig – tilsammen!

Jeg er taknemlig for trosfriheden i vort land. Hvor har det været skønt de sidste uger, at kunne samles med tusinder af andre danskere til gudstjeneste søndag formiddag, til trods for at kirkerne (som meget andet) har været lukket ned.

Jeg er taknemlig for det fantastiske land vi bor i. Skøn natur og herligt vejr (når blot man husker påklædning derefter).

Jeg er taknemlig for min have. Der kan tankerne få lov at slippe og erstattes af en barnlig glæde over den første kartoffelplante, der titter op af den brune muld i køkkenhaven. Ukrudtet spirer mindst lige så godt – det er imponerende!

Jeg er taknemlig for, at en præst for mange år siden fik mig til at se fordelen ved at være for, det jeg ønsker mig. Ofte kommer vi længere ved at lade det gode fylde frem for at fokusere på, græmmes over og give fokus til det vi ikke ønsker.

Betyder det, at jeg synes alt er godt når ikke jeg siger en masse imod? Nej det gør det ikke! Men jeg tror faktisk, at hvis vi alle mærker efter, hvad der faktisk har værdi for os, så kommer vi ud på den anden side af denne Corona-krise med muligheden for at skabe et endnu bedre samfund end det vi kendte tidligere.

Hvis ansvar er det? Er det polikernes? Er det bankernes? Er det de store multinationale virksomheders? Er det EU’s?

Nej heldigvis – ansvaret er dit og mit

Mærk lige, mærkelige 2020

Dette indlæg blev udgivet i Citater. Bogmærk permalinket.

Leave a Reply