Folkeskolen – brianelgaard.dk

Uddannelse uden dannelse!

Uden anelse?

I februar 2015 skrev jeg et lille digt, fordi jeg ser nogle tendenser i vores samfund, som jeg synes vi bør forholde os til. Det er som om kontrasterne bliver meget skarpe og tonen meget skinger i den debat, vi er vidne til i diverse medier! Jeg havde for eksempel aldrig forestillet mig, at jeg i en politisk debat skulle synes, at Kristian Thulesen Dahls holdninger på flygtninge/indvandrer området trods alt var de mest sympatiske!

Findes der en mulighed for at tro på, at der godt kan være balance mellem etniske danskere, flygtninge og indvandrere? Det er næsten som om, at det forventes, at enten skal grænserne være totalt lukkede, hvis ikke værdien af vores samfund baseret på kristne værdier skal udhules og vores velfærdsstat pludselig overtages af fundamentale muslimer.

Findes der nogen mulighed for at være for et rent og bæredygtigt miljø? Det er næsten som om, at det forventes, at man enten er miljøforkæmper til det ekstreme – og hvis ikke… ja så betragtes man som et miljøsvin!

I føromtalte digt går en enkelt sætning igen – en sætning, som blev overskrift for dette indlæg.

Uddannelse uden dannelse – uden anelse?
http://brianelgaard.dk/fantasi-fanatisme/

Det, der rørte sig i mig – dengang som nu – er en følelse af, at vi risikerer at stå med et samfund med de bedst uddannede generationer nogensinde i vores lands historie, men samtidigt generationer, som ikke formår at være rodfæstede i de danske værdier og repræsentere det, som har været vores lands succes i mange årtier. Man kan godt være veluddannet, men samtidigt stå uden anelse om, hvordan man begår sig i samfundet, forhandler, finder løsninger i store spørgsmål, der fordrer medmenneskelighed og evnen til at sætte sig ud over selviske betragtninger.

Er der håb endnu?

Som skoleleder på en folkeskole, må jeg erkende, at jeg selv har stået for noget af det, jeg ser som en faldgrube. Den ramme vi har haft at arbejde under i folkeskolen har fokuseret utrolig snævert på, at vi helst ned til mindste detalje skulle kunne kontrollere elevernes læring. For nylig hørte jeg et oplæg af Lene Tanggaard, hvor hun for alvor fangede min opmærsomhed på dette mikrosyn frem for et makrosyn på læring.

Det svarer jo til, at du sår gulerødder i din have og hver dag graver dem op for at se om de er vokset!
Lene Tanggaard: Oplæg på fællesdag for Skoleledere og Tillidsrepræsentanter i Ringkøbing-Skjern kommune 2019

Dette billede med gulerødderne var noget jeg som haveejer kunne relatere til. Jeg kan være ufattelig utålmodig og kan gå ud og kigge til mine højbede flere gange i døgnet. Hvornår spirer det? Hov – er det ikke vokset lidt siden i går? Mon der sker noget ved, at jeg fjerner jorden rundt om og ser om der er begyndt at dannes rødder osv. I mit højbed står en enkelt eller to gulerødder, som har overvintret. Bevares! de opfylder helt sikker EU-standarden for gulerødder. Toppen er ikke så pæn – men den er der, farven er ikke orange – men nærmere rød, den har stået klemt mellem de andre gulerødder i opvæksten og er ikke så stor – men det er den der står tilbage. Det er en gulerod, som ved hvordan den skal klare sig og overvintre – den har haft de rette betingelser!

I bund og grund blev guleroden sået i vel kultiveret jord, fik vand og gødning så den voksede sig og klarede sig (ja, ja – indrømmet den fik også kunstgødning – ikke kun hestegødning)!

Er det i bund og grund lige så simpelt at holde skole og sikre os, at vores børn får dannelse, så de er i stand til at træffe rigtige beslutninger, når de står overfor svære etiske valg? Det vil de komme til! Bare se på de valg vores generationer står over for ift. eksempelvis migration, miljø, artsdiversitet eller indkøb af krigsmateriel.

For mig at se, er der håb forude – håb for Danmark og dens folkeskole. Gennem de seneste måneder har vi set tegn på, at det kan lykkes at vriste sig fri af den rigiditet, som har bundet vores folkeskole både før og efter folkeskolereformen.

Efter at forligskredsen bag Folkeskoleloven 19. maj 2017 indgik aftale om at gøre Færdigheds- og Vidensmålene vejledende frem for bindene, blev der nedsat en rådgivningsgruppe som skulle rådgive om, hvilken indflydelse denne opløsning burde have på skolen. Ud af det kom publikationen “Formål og frihed – Fem pejlemærker for Fælles Mål i folkeskolen“. I denne publikation er der nogle meget vigtige signaler om vigtigheden af dannelse og ikke blot uddannelse – en større binding til formålsparagraffen frem for kompetencemålene, signaler om større frihed – en frihed under ansvar og afhængig af de professionelles dømmekraft.

Med de fem pejlemærker og den seneste politiske aftale sendes der vigtige signaler om en frihed, der igen synes at være på vej til folkeskolen. En frihed, der i mit perspektiv giver større mulighed for at holde skole, at skabe rum for vores børn til at vokse og dannes i, så de står godt rustet til at deltage, tage medansvar og kunne begå sig såvel i forhold til rettigheder som pligter når de engang overtager roret på vores Danmark.

Der er stadig lang vej igen, og der venter et stort arbejde i Folketinget, Byrådene, de politiske udvalg, forvaltningerne og ude på de enkelte aftaleenheder. Men vejen er spændende, fordi der synes at være et mål forenden af vejen – måske er vejen et mål i sig selv?

Dobbelttydig – nej egentlig ikke!

Nogle vil måske synes det virker dobbelttydigt at være ansat i en folkeskole under rammer, jeg længe har kunnet ønske var anderledes? Jeg kan sagtens forstå de, der vil argumentere for det – men mit perspektiv er et helt andet!

For mig handler det om til enhver tid at søge at skabe mening inden for de rammer vi er underlagt politisk. Hvordan sikrer vi os, at resultatet bliver så godt som muligt inden for den ramme vi arbejder under? Det må være det centrale spørgsmål.

Den sidste optimist er ikke født endnu

Jeg tror, at vi endnu kan nå at reagere og rette kursen ind. Med ønsket om at folkeskolen i fremtidens Danmark må være med til at sikre at fremtidens generationer er uddannede såvel som dannede. Uddannelse og dannelse sammen hånd i hånd! Det løser ikke alt og det fjerner ikke ekstremisme i hverken den ene eller anden retning – men det lærer os at håndtere det, når vi møder det!

¿fantasi – fanatisme?

dannelse – uddannelse

¿uddannelse uden dannelse – uden anelse?

værdigrundlag – værdipluralisme

selvfølgeligheder – ligegyldigheder

¿fantasi – fanatisme?

noget ER vigtigt rigtigt pligtigt

andet er IKKE vigtigt rigtigt pligtigt

¿uddannelse uden dannelse – uden anelse?

Børnene er det vigtigste!

I dag fandt jeg på Facebook Skole & Forældres link til en spændende artikel. Det handlede ikke om Lockout, konflikt eller arbejdstidsregler. Det handlede om en af de andre vigtige opgaver vi står med i folkeskolen – Inklusion

Dejligt med fokus på folkeskolen. Dejligt med en artikel på Institut for Pædagogik og Uddannelse(DPU) hjemmeside, der handler om det alle vi, der arbejder i folkeskolen grundlæggende beskæftiger os med. Uanset om vi er ledere, lærere, pædagoger; Uanset om der indgås forlig mellem LC og KL eller der bliver regeringsindgreb må jeg give Steen Hildebrandt ret: “BØRNENE ER DET VIGTIGSTE”

Børnenes læring, dannelse og udvikling er og bliver vores kerneopgave uafhængigt af hvordan vores arbejdsdage og tidspunkter bliver fremover. Rammerne omkring vores opgave forandres konstant. Det stopper ikke – måske skal vi heller ikke ønske os at det stopper? Men lad os prøve uanset rammernes foranderlighed at holde vores fokus på kerneopgaven og huske at: BØRNENE ER DET VIGTIGSTE

Kerneopgaven — Rammerne omkring det vi grundlæggende beskæftiger os med i skolen forandrer sig. Spørgsmålet er om forandringerne er så store at det andrer ved det der grundlæggende er vores kerneopgave?

Afslutningsvis vil jeg blot opfordre til at læse Hildebrandt og Knoops artikel: “Skolekonflikt“.

Konflikt – og hvad så bagefter?

Det er en spændende tid. I dag d. 31. marts ser det ud til, at den annoncerede lockout og konflikt kommer til at berøre os alle fra på tirsdag d. 2. april. Her i påsken har der været tid til eftertanke og rationalisering over egne synspunkter. Jeg tror, at folkeskolen alt inklusive* har chancen for at blive noget nyt og bedre, end vi kender det og føler os trygge ved i dag. Men hvordan når vi frem til det på den bedste måde? Mit mål er ikke at tage stilling til om jeg holder med DLF, KL eller andre der blander sig i debatten. Jeg synes faktisk at debatten vi ser i medierne er kritisabel. Det er som om, det er vigtigere at hakke på hinanden i stedet for sagligt at drøfte sagens kerne. Lad os komme videre end det!

“Aprospros: Du finder muligvis en kommafejl eller to – velkommen til at sende mig en mail med forslag til rettelser – med biologi og billedkunst som linjefag, er jeg vel undskyldt!”

Når jeg vælger at fatte pennen og skrive lidt, er det på baggrund af tanker, som strejfede mig den anden dag, da jeg sad og lavede næste års fagfordeling og gjorde mig nogle tanker om planlægningen for næste år. I øvrigt er det jo en spændende opgave, når ikke vi kender præcis, hvad vi skal planlægge efter. Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.

På den skole, hvor jeg er leder, ser jeg engagerede lærere, elever og forældre, der sammen skaber en fantastisk skole, hvor børnene trives og lærer meget. I foråret har lærerne og jeg arbejdet med at tænke nyt i forhold til inklusion, supplerende undervisning, holddeling og timer, hvor klasserne har flere voksne tilknyttet. Lærerne har budt ind med mange gode og alternative forslag i forhold til den praksis, vi har kendt hidtil. Det har været en fornøjelse gennem processen at lave skoleudvikling sammen.

“Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.”

Hvad sker der med det bærende og fantastiske engagement, hvis vi ender ud i en konflikt der gennemtvinger forandringerne, hvad enten det bliver via regeringsindgreb, tømning af strejkekassen eller lignende? Jeg håber og tror på, at det gode samarbejde vi har haft hidtil fortsat vil blomstre og udvikle sig. Får vi det grebet det rigtigt an, kan vi komme endnu videre end der, hvor vi er nået til nu. Mens debatten om konflikt eller ej kører i nyhederne og på de sociale medier, må jeg som leder gøre mig nogle tanker om, hvor vi tager fat den dag vi møder på arbejde igen.

Der er især en ting, jeg tror, vi kan og skal benytte chancen til at arbejde med. Det er ikke noget som vil forandre sig fra dag et – det vil komme lige så stille i takt med, at vi vender os til tilstedeværelsestiden for personalet på skolerne. Jeg har siden 1999, da jeg blev færdig med min læreruddannelse på Skive Seminarium, set og selv oplevet, at arbejdet som lærer fylder mentalt rigtig meget af ens tid. Snakken om, at det at være lærer er et kald, er måske ikke helt ved siden af. Det er der bestemt ikke noget galt i – det er noget af det, der er det fantastiske ved at være lærer. At få lov at se børnene lære og udvikle sig gennem de år vi har dem til låns i skolen er noget af det, der giver energi – og mentalt frirum… Der er også tider og situationer, som fylder meget, hvor vi bekymrer os for og tænker på vore elever – hvordan får vi hjulpet børnene når noget er svært, hvordan får vi dem lært at knække læsekoden, hvordan hjælper vi dem bedst til at forstå 10-talssystemet, hvordan lærer vi dem at udtrykke i følelser, oplevelser og tanker i ord og billeder? Vi tænker på det – ikke kun fra 8 til 16, men mange af vores vågne timer. Vi står til rådighed for elever og forældre udenfor, hvad der kaldes normal åbningstid. Sådan tror jeg, det altid vil være i en vis udstrækning – det er mennesker vi arbejder med. Mennesker vi har relationer til, kan vi ikke blot nøjes med at tænke på mellem 8 og 16. Dette udelukker ikke, at vi i den tid der kommer kan lære nyt, og finde nye måder at udføre vores arbejde på. Vores vaner og rutiner kan lægges om. Og hvem ved? Vil det, at vi som skolefolk primært får placeret vores arbejdstid inden for et givet tidsrum, i virkeligheden være med til at modvirke følelsen af altid at være bagefter, at der er ting vi burde have bedre styr på, følelsen af at tingene kunne gøres bedre.

Måske kan vi gribe tingene an på en ny måde og være med til at skabe et mentalt frirum og arbejdsforhold, der gør at unge mennesker også langt ind i fremtiden vil have lyst til at uddanne sig til og virke som lærere. Måske kan vi vende statistikken og være med til at sikre at ikke så mange lærere må sygemelde sig i perioder** pga. stigende arbejdspres/mismatch mellem rutiner og de opgaver som i dag forventes løst af lærerene fra politisk side. Dette bliver for mig at se en af de vigtigste opgaver for mig som leder i den kommende tid. En spændende tid med mange udfordringer, men så sandelig også en tid med mange muligheder!

Indlægget er ikke dækkende fuldt ud, men et indspark i en debat med rigtig mange interesser og synspunkter. Jeg kan ikke lade være med at se mulighederne i nye tiltag, og jeg håber, at du lige som jeg ønsker at være med til, at vi får det bedste ud af situationen, uanset ståsted og holdning til måden hele processen er foregået på. Husk, at der lige såvel skal mindst to parter til at skabe løsninger, som der skal to parter til for, at der opstår en konflikt. Med håbet om at du sammen med mig vil kigge efter muligheder for sammen at finde løsninger for folkeskolen efter en konflikt.

* mit job som skoleleder, lærernes job, elevernes hverdag, skole-hjemsamarbejdet osv.
** baseret på en fornemmelse – jeg har ikke lige evidens, statistik til at underbygge dette.

Heldagsskole: tvang – eller tilbud efter behov?

Vil de ekstra timer i skolen, som der lægges op til i forslaget til Folkeskolereformen, være med til at bidrage til, at vi når vores mål om en bedre Folkeskole? Der vil kunne argumenteres for: Ja, se blot hvad vi har opnået ved at tildele flere timer til danskundervisningen i indskolingen. Der vil også kunne argumenteres for, at det ikke er antallet af undervisningstimer, der har givet løftet: Det er den målrettede, velforberedte og løbende tilpassede læse-, og skriveindsats, der har gjort forskellen.

Hvad er rigtigt? Er begge argumenter troværdige? Der er selvfølgelig noget sandt ved både det ene og det andet. For mig at se, er det dog primært ikke kun et spørgsmål om, at der tildeles flere timer til undervisningen i de enkelte fag i skolen. Det er ikke det, jeg ser og oplever som den primære årsag til, at vi i Danmark begynder at lykkes med læseindsatsen. Jeg tror, det er den professionelle indsats på den enkelte elevs niveau, der i samarbejde mellem skole og hjem for alvor er med til at gøre en forskel.

Måske skulle vi i stedet for at tildele ekstra timer arbejde ønske, at vi kan give de enkelte elever det helt rigtige tilbud. Nogle ting mener jeg vil og bør være fælles! Lad os arbejde hen imod en Folkeskolereform, der giver vores børn – Danmarks fremtid! – muligheden for at tilegne sig mest mulig viden og kunnen i den forholdsvis korte årrække de går i Folkeskolen i et dannende fællesskab sammen med de andre børn og voksne på skolen.

Når det så er sagt! Ja – der skal også være et tilbud til de børn, der har brug for ekstra træning og brug for at lære på en anden måde end flertallet. Disse tilbud skal efter min mening ikke være statiske, men løbende evalueres og tilrettes behovet i samarbejde mellem skole og hjem.

Der er forskel på børnenes og familiers behov. Nogle børn ville have stor glæde af at kunne blive på skolen i en lektiecafe og vide, at når de er færdige, har de fri resten af dagen. Andre børn har brug for at komme ud og røre sig inden de igen har ro i kroppen til at sætte sig ned og træne faglige færdigheder. Nogle børn har forældre, der arbejder mange timer og vil derfor have stor glæde af et fritidstilbud. I andre familier har forældrene i perioder mulighed for selv at være sammen med deres børn en eller flere dage i løbet af ugen.

Jeg mener at en kommende Folkeskolereform gerne skal munde ud i, at vi i Folkeskolen får reelle muligheder for i samarbejde med hjemmet at tilgodese det enkelte barns behov for læring og træning. Dermed et klart JA til muligheden for et tilbud, der tilgodeser forskellige behov, og et lige så klart NEJ – det er ikke en længere skoledag for alle, der efter min mening kommer til at gøre forskellen!

Brian Elgaard
Konservative – Ringkøbing-Skjern