Børnene er det vigtigste!

I dag fandt jeg på Facebook Skole & Forældres link til en spændende artikel. Det handlede ikke om Lockout, konflikt eller arbejdstidsregler. Det handlede om en af de andre vigtige opgaver vi står med i folkeskolen – Inklusion

Dejligt med fokus på folkeskolen. Dejligt med en artikel på Institut for Pædagogik og Uddannelse(DPU) hjemmeside, der handler om det alle vi, der arbejder i folkeskolen grundlæggende beskæftiger os med. Uanset om vi er ledere, lærere, pædagoger; Uanset om der indgås forlig mellem LC og KL eller der bliver regeringsindgreb må jeg give Steen Hildebrandt ret: “BØRNENE ER DET VIGTIGSTE

Børnenes læring, dannelse og udvikling er og bliver vores kerneopgave uafhængigt af hvordan vores arbejdsdage og tidspunkter bliver fremover. Rammerne omkring vores opgave forandres konstant. Det stopper ikke – måske skal vi heller ikke ønske os at det stopper? Men lad os prøve uanset rammernes foranderlighed at holde vores fokus på kerneopgaven og huske at: BØRNENE ER DET VIGTIGSTE

Kerneopgaven

Rammerne omkring det vi grundlæggende beskæftiger os med i skolen forandrer sig. Spørgsmålet er om forandringerne er så store at det andrer ved det der grundlæggende er vores kerneopgave?

Afslutningsvis vil jeg blot opfordre til at læse Hildebrandt og Knoops artikel: “Skolekonflikt“.

 

Konflikt – og hvad så bagefter?

Det er en spændende tid. I dag d. 31. marts ser det ud til, at den annoncerede lockout og konflikt kommer til at berøre os alle fra på tirsdag d. 2. april. Her i påsken har der været tid til eftertanke og rationalisering over egne synspunkter. Jeg tror, at folkeskolen alt inklusive* har chancen for at blive noget nyt og bedre, end vi kender det og føler os trygge ved i dag. Men hvordan når vi frem til det på den bedste måde? Mit mål er ikke at tage stilling til om jeg holder med DLF, KL eller andre der blander sig i debatten. Jeg synes faktisk at debatten vi ser i medierne er kritisabel. Det er som om, det er vigtigere at hakke på hinanden i stedet for sagligt at drøfte sagens kerne. Lad os komme videre end det!

“Aprospros: Du finder muligvis en kommafejl eller to – velkommen til at sende mig en mail med forslag til rettelser – med biologi og billedkunst som linjefag, er jeg vel undskyldt!”

Når jeg vælger at fatte pennen og skrive lidt, er det på baggrund af tanker, som strejfede mig den anden dag, da jeg sad og lavede næste års fagfordeling og gjorde mig nogle tanker om planlægningen for næste år. I øvrigt er det jo en spændende opgave, når ikke vi kender præcis, hvad vi skal planlægge efter. Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.

På den skole, hvor jeg er leder, ser jeg engagerede lærere, elever og forældre, der sammen skaber en fantastisk skole, hvor børnene trives og lærer meget. I foråret har lærerne og jeg arbejdet med at tænke nyt i forhold til inklusion, supplerende undervisning, holddeling og timer, hvor klasserne har flere voksne tilknyttet. Lærerne har budt ind med mange gode og alternative forslag i forhold til den praksis, vi har kendt hidtil. Det har været en fornøjelse gennem processen at lave skoleudvikling sammen.

“Der er mange ting, vi kan blive frustrerede over, men jeg tror vi er nødt til at se på de positive muligheder, der ligger foran os.”

Hvad sker der med det bærende og fantastiske engagement, hvis vi ender ud i en konflikt der gennemtvinger forandringerne, hvad enten det bliver via regeringsindgreb, tømning af strejkekassen eller lignende? Jeg håber og tror på, at det gode samarbejde vi har haft hidtil fortsat vil blomstre og udvikle sig. Får vi det grebet det rigtigt an, kan vi komme endnu videre end der, hvor vi er nået til nu. Mens debatten om konflikt eller ej kører i nyhederne og på de sociale medier, må jeg som leder gøre mig nogle tanker om, hvor vi tager fat den dag vi møder på arbejde igen.

Der er især en ting, jeg tror, vi kan og skal benytte chancen til at arbejde med. Det er ikke noget som vil forandre sig fra dag et – det vil komme lige så stille i takt med, at vi vender os til tilstedeværelsestiden for personalet på skolerne. Jeg har siden 1999, da jeg blev færdig med min læreruddannelse på Skive Seminarium, set og selv oplevet, at arbejdet som lærer fylder mentalt rigtig meget af ens tid. Snakken om, at det at være lærer er et kald, er måske ikke helt ved siden af. Det er der bestemt ikke noget galt i – det er noget af det, der er det fantastiske ved at være lærer. At få lov at se børnene lære og udvikle sig gennem de år vi har dem til låns i skolen er noget af det, der giver energi – og mentalt frirum… Der er også tider og situationer, som fylder meget, hvor vi bekymrer os for og tænker på vore elever – hvordan får vi hjulpet børnene når noget er svært, hvordan får vi dem lært at knække læsekoden, hvordan hjælper vi dem bedst til at forstå 10-talssystemet, hvordan lærer vi dem at udtrykke i følelser, oplevelser og tanker i ord og billeder? Vi tænker på det – ikke kun fra 8 til 16, men mange af vores vågne timer. Vi står til rådighed for elever og forældre udenfor, hvad der kaldes normal åbningstid. Sådan tror jeg, det altid vil være i en vis udstrækning – det er mennesker vi arbejder med. Mennesker vi har relationer til, kan vi ikke blot nøjes med at tænke på mellem 8 og 16. Dette udelukker ikke, at vi i den tid der kommer kan lære nyt, og finde nye måder at udføre vores arbejde på. Vores vaner og rutiner kan lægges om. Og hvem ved? Vil det, at vi som skolefolk primært får placeret vores arbejdstid inden for et givet tidsrum, i virkeligheden være med til at modvirke følelsen af altid at være bagefter, at der er ting vi burde have bedre styr på, følelsen af at tingene kunne gøres bedre.

Måske kan vi gribe tingene an på en ny måde og være med til at skabe et mentalt frirum og arbejdsforhold, der gør at unge mennesker også langt ind i fremtiden vil have lyst til at uddanne sig til og virke som lærere. Måske kan vi vende statistikken og være med til at sikre at ikke så mange lærere må sygemelde sig i perioder** pga. stigende arbejdspres/mismatch mellem rutiner og de opgaver som i dag forventes løst af lærerene fra politisk side. Dette bliver for mig at se en af de vigtigste opgaver for mig som leder i den kommende tid. En spændende tid med mange udfordringer, men så sandelig også en tid med mange muligheder!

Indlægget er ikke dækkende fuldt ud, men et indspark i en debat med rigtig mange interesser og synspunkter. Jeg kan ikke lade være med at se mulighederne i nye tiltag, og jeg håber, at du lige som jeg ønsker at være med til, at vi får det bedste ud af situationen, uanset ståsted og holdning til måden hele processen er foregået på. Husk, at der lige såvel skal mindst to parter til at skabe løsninger, som der skal to parter til for, at der opstår en konflikt. Med håbet om at du sammen med mig vil kigge efter muligheder for sammen at finde løsninger for folkeskolen efter en konflikt.

* mit job som skoleleder, lærernes job, elevernes hverdag, skole-hjemsamarbejdet osv.
** baseret på en fornemmelse – jeg har ikke lige evidens, statistik til at underbygge dette.

Heldagsskole: tvang – eller tilbud efter behov?

Vil de ekstra timer i skolen, som der lægges op til i forslaget til Folkeskolereformen, være med til at bidrage til, at vi når vores mål om en bedre Folkeskole? Der vil kunne argumenteres for: Ja, se blot hvad vi har opnået ved at tildele flere timer til danskundervisningen i indskolingen. Der vil også kunne argumenteres for, at det ikke er antallet af undervisningstimer, der har givet løftet: Det er den målrettede, velforberedte og løbende tilpassede læse-, og skriveindsats, der har gjort forskellen.

Hvad er rigtigt? Er begge argumenter troværdige? Der er selvfølgelig noget sandt ved både det ene og det andet. For mig at se, er det dog primært ikke kun et spørgsmål om, at der tildeles flere timer til undervisningen i de enkelte fag i skolen. Det er ikke det, jeg ser og oplever som den primære årsag til, at vi i Danmark begynder at lykkes med læseindsatsen. Jeg tror, det er den professionelle indsats på den enkelte elevs niveau, der i samarbejde mellem skole og hjem for alvor er med til at gøre en forskel.

Måske skulle vi i stedet for at tildele ekstra timer arbejde ønske, at vi kan give de enkelte elever det helt rigtige tilbud. Nogle ting mener jeg vil og bør være fælles! Lad os arbejde hen imod en Folkeskolereform, der giver vores børn – Danmarks fremtid! – muligheden for at tilegne sig mest mulig viden og kunnen i den forholdsvis korte årrække de går i Folkeskolen i et dannende fællesskab sammen med de andre børn og voksne på skolen.

Når det så er sagt! Ja – der skal også være et tilbud til de børn, der har brug for ekstra træning og brug for at lære på en anden måde end flertallet. Disse tilbud skal efter min mening ikke være statiske, men løbende evalueres og tilrettes behovet i samarbejde mellem skole og hjem.

Der er forskel på børnenes og familiers behov. Nogle børn ville have stor glæde af at kunne blive på skolen i en lektiecafe og vide, at når de er færdige, har de fri resten af dagen. Andre børn har brug for at komme ud og røre sig inden de igen har ro i kroppen til at sætte sig ned og træne faglige færdigheder. Nogle børn har forældre, der arbejder mange timer og vil derfor have stor glæde af et fritidstilbud. I andre familier har forældrene i perioder mulighed for selv at være sammen med deres børn en eller flere dage i løbet af ugen.

Jeg mener at en kommende Folkeskolereform gerne skal munde ud i, at vi i Folkeskolen får reelle muligheder for i samarbejde med hjemmet at tilgodese det enkelte barns behov for læring og træning. Dermed et klart JA til muligheden for et tilbud, der tilgodeser forskellige behov, og et lige så klart NEJ – det er ikke en længere skoledag for alle, der efter min mening kommer til at gøre forskellen!

Brian Elgaard
Konservative – Ringkøbing-Skjern

Det kan lykkes!

Fantastisk!
Det er med stor fornøjelse, at jeg har læst beretningen om Ole Thestrup.

Tænk sig at lykkes i at få livet vendt efter den mangeårige nedtur. Minder mig om, at en god ven forleden sagde til mig at uanset hvor hårdt jorden synes frossen, uanset hvor tykt et lag sne der ligger på jorden, så BLIVER det forår igen.

Vintergækker, erantis og krokus lader sig ikke bremse af frosten for altid.

Læs selv historien om Ole Thestrup, der nu har nået pensionsalderen. Håber du glæder dig sammen med mig, og at du får håb for de mennesker du kender i en tilsyneladende ulykkelig og håbløs situation.

Dansk films største spradebasse har nået folkepensionsalderen

20130312-183737.jpg

20130312-183750.jpg

20130312-183758.jpg

Når mennesker fejler…

Gennem længere tid, har jeg undret mig meget over det sygelige fokus i medierne på mennesker der fejler. Det er vel netop en ting vi kan være sikre på som mennesker – at fejle?

Det er især politikere, erhvervsledere og andre offentlige personer jeg synes bliver hængt ud, med et massivt fokus på områder, hvor de ikke slår til. Sandheden er jo ofte at disse mennesker på rigtig mange andre områder lykkes og gør et fantastisk arbejde.

Når jeg har besluttet mig for at skrive lidt om emnet, er det ikke fordi jeg synes vi skal se igennem fingre med og lade som om intet er hændt, når mennesker for alvor fejler og rammer ved siden af det, der havde været optimalt i forhold til familie, karriere, medarbejdere og økonomiske konsekvenser for personer, samfund og virksomheder. Jeg synes tværtimod, at offentligt kendte personer har en forpligtelse til at udøve det jeg i et andet indlæg kalder “godt forvalterskab“. Det betyder en forpligtelse til i de valg vi står overfor at veje valget op mod vores værdier, at være i balance med de synspunkter og den etik vi ønsker at repræsentere.

Så for at samle op på hvad der motiverer mig til dette korte indlæg:

  • Et ønske om at mere eller mindre offentligt kendte personer vil være sig deres ansvar bevidst. At leve i en erkendelse af, at valg der træffes har konsekvenser for rigtig mange mennesker. Det kan betyde at tilsidesætte den første indskydelse eller det der her og nu synes rigtigt. Det kan også betyde, at man må erkende, at et skifte i retning er nødvendigt, at fejlen kræver at andre kommer til.
  • Et ønske om at mere eller mindre offentligt kendte personer, der ikke lykkes i at være deres ansvar bevidst ikke bliver hængt ud i gabestokken eller lynchet offentligt. Sjældent retter det op på fejlen og sjældent bidrager det til genoprettelse for den, de personer, den virksomhed eller organisation fejlen har haft store konsekvenser for.

I forbindelse med mit arbejde som skoleleder stødte jeg for nylig på et citat af Karen Blixen, hvor hun udtrykker det således:

“Jeg vil svare for hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig”

Kilde: blixen.dk

Meget bedre og meget mere komprimeret kan det vil ikke siges. Der er et klart etisk budskab om ansvar og godt forvalterskab i det lille citat.

Mit lille “skriv” er ikke rettet mod nogen personer, men mod en tendens. En tendens som jeg frygter vil tage fokus i den offentlige debat fra diverse sagers kerne. Netop i en tid hvor vi som land og samfund må arbejde sammen på kryds og tværs af holdninger, er det vigtig at fokus bevares på sagen; at det er bolden vi går efter og ikke personen, der spiller bolden.

Billede fra vores have...
Som i naturen, har mennesker også brug for en ny start for at komme til punkt hvor resultatet af deres arbejde bærer frugt

Afslutningsvis vil jeg i øvrigt give en opfordring til at undersøge hvad den kristne tro kan byde ind med, når vi som mennesker oplever at have brug for nåde – hvad enten vi er offentligt kendte eller ganske anonyme er vi alle mennesker der fejler.

Velfærdstanker… en fælles forpligtelse til godt forvalterskab!

Hmm… dette er et indlæg der handler om politik – eller rettere noget jeg tror vi DK bliver nødt til at forholde os til politisk. Det er jeg ellers ikke så meget for, for man bliver så let “hældt ud” i kun et af rummene i paletten – er du rød, grøn, lilla, orange eller blå? Det er ikke min intention!

Jeg sidder og gør mig nogle tanker om velfærdssamfundet i forbindelse med, at jeg skriver mit afgangsprojekt.En af de bøger jeg tidligere har læst i forbindelse med uddannelsen er Ove Kai Pedersens “Konkurrencestaten”,( link 1, link 2, link 3) hvor han giver en for mig ny vinkel på velfærdssamfundet. Måske er det fordi jeg ikke har hørt særlig godt efter i historietimerne, måske er det fordi det er blevet præsenteret anderledes for mig, og at det ikke har været på mode at se sådan på det i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvor jeg gik i skole og tog min uddannelse.

Ved du hvad velfærdssamfundets baggrund er? Jeg var i hvert fald ikke bevidst om denne overordnede baggrund OKP giver(Pedersen, 2011 s. 15):

“Oprindelig var veldfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. […]

Baggrunden var mellemkrigstidens og 2. verdenskrigs forbrydelse. Parolen fra den politiske og intellektuelle debat var entydig: aldrig mere økonomiske recessioner som i 1930’erne; aldrig mere så store økonomiske og sociale uligheder, at facisme, nazisme, kommunisme fik vækstbetingelser.”

Jeg tror det er vigtigt at vi i nutidens debat om velfærdssamfundet finder tilbage til motivationen for velfærdssamfundet. I vores samfund tror jeg, at der er i dag viden til at løse ovenstående problemer på en helt ny måde. Men forudsætningen… at give slip på den nuværende velfærdsdebat og fastlåste holdninger. Væk med fokus fra hvem der har begået hvilke fejl hvornår og flyt fokus på det der tæller.

Hvad enten du er kristen som Lars Kolind (Unboss.com) erklærer sig i nedenstående citat, hvad enten du er på den ene eller anden fløj politisk, tror jeg det grundlæggende handler om det han så klart formuler:

I am also inspired as a Christian, where we see the world as something God has trusted us to take care of; obviously with the expectation that we leave it in a better condition to the next generation.

Håber du vil tænke over det… jeg er ikke færdig med at tænke over det endnu. Nu tilbage til afgangsprojektet!

Start by doing what’s necessary…

Start by doing what’s necessary, then what’s possible, and suddenly you are doing the impossible.

 

Begynd med at gøre det, der er nødvendigt, så hvad der er muligt, og pludselig gør du det umulige

Dette citat af Frans af Assisi har stor indflydelse på mange af de valg jeg træffer. Det er gennem de seneste år blevet blandt favoritcitaterne. Enhver der begynder med at gøre det der er muligt for ham/hende vil opleve en gradvis udvikling, og vil over tid nå frem til at gøre ting, som ikke tidligere var muligt for vedkommende.

At noget – når du begynder – synes helt umuligt skal ikke afholde dig fra at gå i gang med det som allerede er muligt. Det er her skridtene til og muligheden for udvikling ligger.

Ofte kan vi have en tendens til at lade os bremse af det, som synes umuligt at nå – det er ikke umuligt! Jeg tror også at det i høj grad handler om, at vi tør bruge vore udfordringer konstruktivt. Det er ikke sikkert din løsning på udfordringerne bliver den samme som den flertallet ville være nået frem til. Kan det tænkes, at en anderledes løsning, end den flertallet når frem til måske netop er en bedre løsning?

  • Gør først det som er muligt for dig
  • Gør så det, som er nødvendigt
  • En dag gør du det som tidligere kunne synes umuligt