I dag fandt jeg på Facebook Skole & Forældres link til en spændende artikel. Det handlede ikke om Lockout, konflikt eller arbejdstidsregler. Det handlede om en af de andre vigtige opgaver vi står med i folkeskolen – Inklusion
Dejligt med fokus på folkeskolen. Dejligt med en artikel på Institut for Pædagogik og Uddannelse(DPU) hjemmeside, der handler om det alle vi, der arbejder i folkeskolen grundlæggende beskæftiger os med. Uanset om vi er ledere, lærere, pædagoger; Uanset om der indgås forlig mellem LC og KL eller der bliver regeringsindgreb må jeg give Steen Hildebrandt ret: “BØRNENE ER DET VIGTIGSTE”
Børnenes læring, dannelse og udvikling er og bliver vores kerneopgave uafhængigt af hvordan vores arbejdsdage og tidspunkter bliver fremover. Rammerne omkring vores opgave forandres konstant. Det stopper ikke – måske skal vi heller ikke ønske os at det stopper? Men lad os prøve uanset rammernes foranderlighed at holde vores fokus på kerneopgaven og huske at: BØRNENE ER DET VIGTIGSTE
Rammerne omkring det vi grundlæggende beskæftiger os med i skolen forandrer sig. Spørgsmålet er om forandringerne er så store at det andrer ved det der grundlæggende er vores kerneopgave?
Afslutningsvis vil jeg blot opfordre til at læse Hildebrandt og Knoops artikel: “Skolekonflikt“.
Gennem længere tid, har jeg undret mig meget over det sygelige fokus i medierne på mennesker der fejler. Det er vel netop en ting vi kan være sikre på som mennesker – at fejle?
Det er især politikere, erhvervsledere og andre offentlige personer jeg synes bliver hængt ud, med et massivt fokus på områder, hvor de ikke slår til. Sandheden er jo ofte at disse mennesker på rigtig mange andre områder lykkes og gør et fantastisk arbejde.
Når jeg har besluttet mig for at skrive lidt om emnet, er det ikke fordi jeg synes vi skal se igennem fingre med og lade som om intet er hændt, når mennesker for alvor fejler og rammer ved siden af det, der havde været optimalt i forhold til familie, karriere, medarbejdere og økonomiske konsekvenser for personer, samfund og virksomheder. Jeg synes tværtimod, at offentligt kendte personer har en forpligtelse til at udøve det jeg i et andet indlæg kalder “godt forvalterskab“. Det betyder en forpligtelse til i de valg vi står overfor at veje valget op mod vores værdier, at være i balance med de synspunkter og den etik vi ønsker at repræsentere.
Så for at samle op på hvad der motiverer mig til dette korte indlæg:
Et ønske om at mere eller mindre offentligt kendte personer vil være sig deres ansvar bevidst. At leve i en erkendelse af, at valg der træffes har konsekvenser for rigtig mange mennesker. Det kan betyde at tilsidesætte den første indskydelse eller det der her og nu synes rigtigt. Det kan også betyde, at man må erkende, at et skifte i retning er nødvendigt, at fejlen kræver at andre kommer til.
Et ønske om at mere eller mindre offentligt kendte personer, der ikke lykkes i at være deres ansvar bevidst ikke bliver hængt ud i gabestokken eller lynchet offentligt. Sjældent retter det op på fejlen og sjældent bidrager det til genoprettelse for den, de personer, den virksomhed eller organisation fejlen har haft store konsekvenser for.
I forbindelse med mit arbejde som skoleleder stødte jeg for nylig på et citat af Karen Blixen, hvor hun udtrykker det således:
“Jeg vil svare for hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig”
Meget bedre og meget mere komprimeret kan det vil ikke siges. Der er et klart etisk budskab om ansvar og godt forvalterskab i det lille citat.
Mit lille “skriv” er ikke rettet mod nogen personer, men mod en tendens. En tendens som jeg frygter vil tage fokus i den offentlige debat fra diverse sagers kerne. Netop i en tid hvor vi som land og samfund må arbejde sammen på kryds og tværs af holdninger, er det vigtig at fokus bevares på sagen; at det er bolden vi går efter og ikke personen, der spiller bolden.
Som i naturen, har mennesker også brug for en ny start for at komme til punkt hvor resultatet af deres arbejde bærer frugt
Afslutningsvis vil jeg i øvrigt give en opfordring til at undersøge hvad den kristne tro kan byde ind med, når vi som mennesker oplever at have brug for nåde – hvad enten vi er offentligt kendte eller ganske anonyme er vi alle mennesker der fejler.
Hmm… dette er et indlæg der handler om politik – eller rettere noget jeg tror vi DK bliver nødt til at forholde os til politisk. Det er jeg ellers ikke så meget for, for man bliver så let “hældt ud” i kun et af rummene i paletten – er du rød, grøn, lilla, orange eller blå? Det er ikke min intention!
Jeg sidder og gør mig nogle tanker om velfærdssamfundet i forbindelse med, at jeg skriver mit afgangsprojekt.En af de bøger jeg tidligere har læst i forbindelse med uddannelsen er Ove Kai Pedersens “Konkurrencestaten”,( link 1, link 2, link 3) hvor han giver en for mig ny vinkel på velfærdssamfundet. Måske er det fordi jeg ikke har hørt særlig godt efter i historietimerne, måske er det fordi det er blevet præsenteret anderledes for mig, og at det ikke har været på mode at se sådan på det i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvor jeg gik i skole og tog min uddannelse.
Ved du hvad velfærdssamfundets baggrund er? Jeg var i hvert fald ikke bevidst om denne overordnede baggrund OKP giver(Pedersen, 2011 s. 15):
“Oprindelig var veldfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. […]
Baggrunden var mellemkrigstidens og 2. verdenskrigs forbrydelse. Parolen fra den politiske og intellektuelle debat var entydig: aldrig mere økonomiske recessioner som i 1930’erne; aldrig mere så store økonomiske og sociale uligheder, at facisme, nazisme, kommunisme fik vækstbetingelser.”
Jeg tror det er vigtigt at vi i nutidens debat om velfærdssamfundet finder tilbage til motivationen for velfærdssamfundet. I vores samfund tror jeg, at der er i dag viden til at løse ovenstående problemer på en helt ny måde. Men forudsætningen… at give slip på den nuværende velfærdsdebat og fastlåste holdninger. Væk med fokus fra hvem der har begået hvilke fejl hvornår og flyt fokus på det der tæller.
Hvad enten du er kristen som Lars Kolind (Unboss.com) erklærer sig i nedenstående citat, hvad enten du er på den ene eller anden fløj politisk, tror jeg det grundlæggende handler om det han så klart formuler:
I am also inspired as a Christian, where we see the world as something God has trusted us to take care of; obviously with the expectation that we leave it in a better condition to the next generation.
Håber du vil tænke over det… jeg er ikke færdig med at tænke over det endnu. Nu tilbage til afgangsprojektet!
Start by doing what’s necessary, then what’s possible, and suddenly you are doing the impossible.
Begynd med at gøre det, der er nødvendigt, så hvad der er muligt, og pludselig gør du det umulige
Dette citat af Frans af Assisi har stor indflydelse på mange af de valg jeg træffer. Det er gennem de seneste år blevet blandt favoritcitaterne. Enhver der begynder med at gøre det der er muligt for ham/hende vil opleve en gradvis udvikling, og vil over tid nå frem til at gøre ting, som ikke tidligere var muligt for vedkommende.
At noget – når du begynder – synes helt umuligt skal ikke afholde dig fra at gå i gang med det som allerede er muligt. Det er her skridtene til og muligheden for udvikling ligger.
Ofte kan vi have en tendens til at lade os bremse af det, som synes umuligt at nå – det er ikke umuligt! Jeg tror også at det i høj grad handler om, at vi tør bruge vore udfordringer konstruktivt. Det er ikke sikkert din løsning på udfordringerne bliver den samme som den flertallet ville være nået frem til. Kan det tænkes, at en anderledes løsning, end den flertallet når frem til måske netop er en bedre løsning?
Gør først det som er muligt for dig
Gør så det, som er nødvendigt
En dag gør du det som tidligere kunne synes umuligt
